Studiemetro

skriftlighed og mundtlighed

Studiemetroer på Fredericia Gymnasium

Metroerne blev oprindeligt udviklet i forbindelse med et længerevarende og højt profileret indsatsområde omkring skriftlighed. I den første fase var der primært fokus på at få etableret et samlende værktøj, der både for elever og lærere kunne skabe overblik og sikre progression og sammenhæng i udviklingen af den enkelte elevs studieforberedende skrivekompetencer. I tilknytning til progressionsplanen var det samtidig et ønske at udvikle en række redskaber til stilladsering af de enkelte kompetencer. Resultatet af dette arbejde blev de to skrivemetroer til henholdsvis STX og HF.

Indholdet

Indholdet i metroerne er i forbindelse med den seneste gymnasiereform udvidet væsentligt, men tanken om konkrete redskaber og stilladseringer, der tilsammen sikrer overblik og progression er fastholdt. I dag dækker metroerne ikke blot forskellige aspekter af elevernes skrivekompetencer, men søger i højere grad at favne de generelle studiekompetencer i bredere forstand. De er derfor bygget op om linjerne:

  • Samarbejde, der tager fat i samarbejdets svære kunst – såvel de konkrete roller i et samarbejde som samspillet mellem fag
  • Undersøge der giver en række redskaber til den undersøgende tilgang, der er central i fagenes og de større projekters læreplaner
  • Formidle, der giver en række centrale redskaber til såvel den mundtlige som den skriftlige formidling i fagenes genrer og i de større projekter
  • Fagene i praksis, der præsenterer måder at arbejde med innovation, karrierelæring og global dannelse. Alle tre dele, der knytter fagene an til verden uden for fagene.

 

Derudover er fagene stærkt repræsenteret i metroen, hvor de enkelte fags identitet og metoder er tydeliggjort,  samtidig med at man kan hente hjælp til de enkelte fags skriftlige genrer.

Endelig er der en linje, der giver overblik over og peger på indholdet i de større samarbejder (studieprojekter) og akademiske opgaver.

På vej

Metroerne justeres løbende i forhold til input fra lærer- og elevevalueringer. Også resultaterne fra forskellige udviklingsprojekter på Fredericia Gymnasium er indarbejdet i metroerne.

Udviklingsarbejdet og den løbende justering af metroerne bliver løbende styret og koordineret af Pædagogisk Udvalg på Fredericia Gymnasium – i tæt samarbejde med faggrupperne og den pædagogiske ledelse på skolen.  

I udviklingsarbejdet har der eksempelvis været stort fokus på den formative evaluering i forbindelse med skriftlighed. Mange lærere har arbejdet med forskelligartede former for respons – herunder peer feedback (gensidig elevrespons) – på elevernes arbejder. De lokale krav om omlagt skriftlighed understøtter dette. Alle fag med elevtid/fordybelsestid er indgået i dette udviklingsarbejde.

I en række år har større grupper af lærere arbejdet med at udvikle forskellige former for samskrivning mellem elever (collaborative writing) – dels i forbindelse med skriftlige produkter og dels til læring af fag og faglige begreber i fagene.

Senest har en lang række lærere deltaget i udviklingsprojekter om "De gode fejl" og "Mestring", hvor målet er at udvikle redskaber og didaktikker, der kan fremme elevernes faglige tryghed og udvikling i og på tværs af fagene. 

Lærerne har således gennem en lang årrække oparbejdet en betydelig viden og didaktisk kompetence i forhold til det skriftlige arbejde, mundtlighed etc. og er fortsat på vej mod ny viden og praksis. Pædagogisk Udvalg og den pædagogiske ledelse har samtidig oparbejdet vigtige erfaringer med ledelse af udviklingsprojekter, der fremmer medejerskab og videndeling hos de medvirkende lærere. De har derfor også været benyttet som oplægsholdere på kurser, i udviklingsprojekter og lokalt på en række gymnasier.

Projekter

En stor del af arbejdet er sket i samspil med andre uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutioner. Frederica Gymnasium har således gennem de sidste 14 år deltaget i 7 større udviklingsarbejder finansieret af Region Syddanmark og uvm. Flere af projekterne har været forskningsbaseret.

Udviklingsprojekter:

  • Dynamoprojektet. Region Syddanmark (Udviklingsprojekt 2011-2013)
  • Skriftlighedshåndbog og formativ evaluering (Udviklingsprojekt, uvm 2012)
  • Formativ evaluering i ændrede rammer (Udviklingsprojekt uvm, 2013)
  • Elevfeedback og læring (Internt udviklingsprojekt med følgeforskning 2014-2015)
  • En ny lærerrolle til øget læring for den enkelte elev (Udviklingsprojekt, uvm, 2016)
  • Udviklingsprojekt om elevers samskrivning (Internt forskerunderstøttet udviklingsprojekt 2015-2016)
  • Klasseledelse og læringsfællesskaber (Udviklingsprojekt, uvm, 2016-2018)
  • Viden til flere, Region Syddanmark (Formidlingsprojekt,  2016-2018)
  • Udviklingsprojekt om elevernes samskrivning samt integration af skriftlighed og mundtlighed i undervisningen (Internt udviklingsprojekt 2018-2019)
  • Udviklingsprojekt om dialog i undervisningen (Internt udviklingsprojekt i samarbejde med forskere fra SDU 2019-2021)
  • Udviklingsprojekt om ”De gode fejl i undervisningen” (internt udviklingsprojekt 2021-2023)
  • Mestringsprojektet, Region Syddanmark (2023-2026)

Referencer:

FG logo @FredericiaGym