Orienterings aften om Studieretning
1g orienteringsaften om studieretningsvalg
Onsdag d. 19. september blev der afholdt 1g-informationsaften med præsentation af studieretninger og valgfag på FG for 1g-elever og deres forældre. Det er anden gang, at FG afholder arrangementet, hvor erfarne lærere og dedikerede elever opstiller en stand for sin studieretning, således studieretningen kan blive præsenteret med mulighed for spørgsmål fra de kommende studieretningselever. Ved hver stand var der som noget nyt i år, en meget høj elevdeltagelse. Dygtige og interesserede 2. og 3g elever hjalp til ved hver stand, for at give de spørgelystne forældre og elever de mest kvalificerede svar på alle de spørgsmål, der måtte være. Mange steder oplevede lærere, at de kunne træde tilbage, og lade deres elever tage over i præsentationen af studieretningen. Det var en meget positiv udvikling at overvære. Der skal især lyde en stor tak til alle de engagerede elevers flotte indsats.
Informationsaftenen udspringer af den nye reform, hvor 1g elever i den indledende periode af 1g skal igennem det, der hedder et grundforløb. I dette grundforløb præsenteres eleverne for fagene og for studieretningerne. Hensigten er, at eleverne får et mere oplyst og kvalificeret grundlag at vælge studieretning på. Studieretningen skal de vælge senest fredag d. 5. oktober, hvorefter der vil gå nogle uger før puslespillet går op, således at alle ønsker om studieretninger kan efterkommes bedst muligt.
Alle elever og lærere er meget spændte på at se, hvordan det kommer til at se ud i uge 43, når de nye studieretninger offentliggøres.
Se flere af Emma Holm og Sebastian Løndals flotte billeder fra aftenens arrangement på Facebook