HF Force er for dig som overvejer et arbejde inden for forsvaret, ved politiet, som redder eller lignende.
Fagpakken skal klæde dig på til et job i uniform og til et liv, hvor intense situationer kræver, at du er et hundrede procent klar, og hvor du skal tage ansvar for andre mennesker i farlige og livstruende situationer.
At tage ansvar for andre menneskers liv og sikkerhed kræver både psykologisk indsigt samt fokus på krop og fysik. Du vil derfor i psykologi C arbejde med at forstå menneskers handlemønstre i tilspidsede situationer. I idræt B vil du skulle arbejde med af forstå kroppens fysiske mekanismer, samtidig med at du selv bliver i god fysisk form.
Det er ikke kun i klasseværelset, at vi klæder dig på til et liv i uniform. Du vil få mulighed for både projekt- og praktikforløb, hvor det du lærer i undervisningslokalet skal bruges i praktiske situationer. F.eks. et praktikforløb på Ryes Kaserne og møder med politiet.
Du skal herudover supplere med 1 valgfag på B-niveau. Det kunne være samfundsfag B, hvor blandt andet radikalisering, kultur- og demokratiforståelse er et af de mange emner. Det kunne også være biologi B, hvor du vil kunne styrke forståelsen af kroppens funktioner. Skulle du have lyst til helt andre fag, så er det selvfølgelig også en mulighed. Vi har et meget bredt tilbud af valgfag.
Skulle du efter HF-uddannelsen ønske at uddanne dig videre inden for andre erhvervs- og professionsorienterede uddannelser, er der også mulighed for det. Ændrer du undervejs opfattelse og satser på en lang videregående uddannelse, er der mulighed for en overbygning på HF efter din HF-eksamen.