Biotek

Matematik A / Bioteknologi A / Fysik B

Biotek-linjen handler om den praktiske anvendelse af naturvidenskaben

Det handler om at skabe forbindelser. Forbindelser mellem teoretisk viden og praktisk lægemiddelproduktion. Forbindelser mellem molekyler. Forbindelser mellem årsag og virkning. Forbindelser mellem biologi og kemi.Studieretningen sætter fokus på bioteknologiens mange muligheder for medicinaludviklingen.

På studieretningen arbejder vi med flerfaglige dimensioner: om genteknologi og nanoteknologi. Vi undersøger infektionssygdomme og producerer lægemidler.
Vi arbejder med at kunne forstå matematikken. Både som en verden i sig selv, og som det symbolsprog naturens forbindelser beskrives med.

Vi arbejder i høj grad eksperimentelt. Du skal have kolber i hænderne og pippetter mellem fingrene. Du kommer til at arbejde med genteknologi. Du lærer at bruge vores kemiske og biologiske laboratorier og designe dine egne eksperimenter. Alene og i samarbejde med virksomheder eller andre uddannelsesinstitutioner.

Studieretningen er bygget op om Matematik A, Bioteknologi A og Fysik B. I faget bioteknologi får du elementer af både biologi og kemi. Samlet giver det studieretningen et tydeligt naturvidenskabeligt fokus.

Ved siden af studieretningsfagene får du en række obligatoriske fag, så som dansk, historie, engelsk, religion, oldtidskundskab, idræt, samfundsfag, et kunstnerisk fag samt tysk, fransk eller spansk.

På Fredericia Gymnasium er undervisningen i de obligatoriske fag tilrettelagt sådan, at det naturvidenskabelige fokus smitter af på undervisningens indhold i de fag, som ikke er naturvidenskabelige. I historie kan du eksempelvis støde på forløb om sammenhængen mellem teknologi og samfund. I dansk vil du måske også komme til at arbejde med populærvidenskabelige artikler.

Tværfaglige forløb

En del af undervisningen foregår på tværs af studieretningsfagene og fællesfagene, så vigtige temaer belyses fra forskellige sider. Som mulige eksempler kan nævnes:

  • Genteknologi og nanoteknologi. Hvor peger udviklingen hen – kan vi, og skal vi kontrollere den? Forskellige metoder. Fremtidsvisioner og etiske overvejelser.
  • Lægemiddelkemi. Fremstilling af lægemidler og undersøgelse af lægemidlers bestanddele.
  • Bakterier som kilde til infektionssygdomme og som nyttige arbejdsheste.
  • Energi. Vindmøller, solceller, jordvarme mv. Fra halm til brændstof. Fredericia Kommunes anvendelse af affald til energi.

 

Nogle år deltager vi i Science Cup arrangeret af ingeniørforeningen IDA samt i talentkonkurrencer for naturvidenskabelige gymnasieelever. Vi bruger ofte de samarbejdsmuligheder ved landets universiteter, der giver dig indsigt i den nyeste forskning. Vores samarbejdspartnere omfatter Pharma Nord, Vejle, sygeplejeuddannelsen i Vejle, SDU m.fl.

Vi forventer, at du sammen med dine klassekammerater skal undervise i et naturvidenskabeligt emne i en folkeskoleklasse.

Der er mange muligheder med studierejser med et naturvidenskabeligt indhold: Rom, Geneve og Cern i Schweiz, England…

Med denne studieretning står du med en solid døråbner til de naturvidenskabelige uddannelser.

Valgfag til Biotek

Kravet til en studentereksamen er min. 2600 timers undervisning. De obligatoriske fag og studieretningsfagene udgør hovedparten af disse timer.

I denne studieretning skal du derudover have valgfag i 125 timer.

Du skal vælge ét A-fag eller ét B-fag eller to C-fag.

Hvis du som sprogfag har valgt Fransk A (FR A) eller Spansk A (SP A) udfylder dette timekravet.

A-fag: Tysk, Engelsk eller Kemi

B-fag: Billedkunst, Drama, Idræt, Musik, Religion eller Samfundsfag

C-fag
: Erhvervsøkonomi, Filosofi, Latin, Psykologi eller Design & Arkitektur.

Hvad kan jeg blive?

Du kan f.eks. blive farmaceut, forsker, underviser, bioanalytiker, læge, sygeplejerske, miljøbiolog eller kemiingeniør.

Klik på kortet og se, hvad biotek giver adgang til
Klik på kortet og se, hvad biotek giver adgang til

 

I adgangskortet kan du se, hvilke fag og niveauer på stx, der passer til hvilke videregående uddannelser.

Tjek hvilke muligheder denne studieretning giver for videre uddannelse.

Du skal selv anføre dit obligatoriske 2.fremmedsprog og dit kunstneriske fag. Ellers får du ikke vist et rigtigt søgeresultat.

Der er herudover mulighed for at indsætte valgfag.

12 forskellige studieretninger

På Fredericia Gymnasium kan du vælge mellem 12 forskellige studieretninger på STX. Ved at vælge en studieretning, der indeholder de fag, du interesserer dig for, får du mulighed for at fordybe dig i de emner, der klæder dig bedst på til din videregående uddannelse.

FG logo @FredericiaGym